Inden du starter med at tage kørekortet, er der sikkert en masse spørgsmål der trænger sig på. Jeg har på denne side prøvet at samle de informationer som der oftest spørges til. Hvis du har yderligere spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte mig.
Hvordan og hvornår betaler jeg?
Den samlede pakkepris betales via indbetalingskort fordelt på 3 rater, i starten, midten og slutningen af undervisningsforløbet. Dertil kommer udgift til lægeerklæring, færdselsrelateret 1.hjælp og prøvegebyr som du betaler spredt ud over teoriforløbet i nævnte rækkefølge.
Hvornår må jeg starte med at tage kørekort?
Du må starte i køreskolen ca.3½ måned før du fylder 18 år.
Hvor lang tid tager det at tagekørekortet?
Forløbet strækker sig typisk over 2-3 måned.
Hvornår kan jeg komme til teoriprøve?
Normalt præcis 2 mdr. fra holdstart, dog må du tidligst gå op til teoriprøve 1 måned før du fylder 18 år.
Skal jeg så til køreprøve lige efter teoriprøven?
Nej – Din kørelærer kan først betille tid til køreprøven når du har bestået teoriprøven. Der er typisk ca. 2 ugers ventetid inden du kan komme til køreprøve og det kan tidligst blive på din 18 års fødselsdag.
Hvor foregår teori- og køreprøve?
Teoriprøven foregår I den lave kontorbygning hos Applus bilsyn, Kringelborg Allé 4, 4800 Nyk. F (bag Falckstationen). Køreprøven starter og slutter på Lidls parkeringsplads, Tømmergade 12, 4800 Nykøbing F. (ved politistatonen). På dagen for din køreprøve henter jeg dig, som sædvanligt et sted I byen, for at ”varme” op en lektion før selve prøven.
Hvilken bil aflægger jeg køreprøve i?
Køreprøven foregår i vante omgivelser, nemlig din skolevogn.
Må jeg have noget fravær?
I flg. Loven må du være fraværende én teoriaften (3 lektioner). ”Misser” du en kørelektion, skal der fastsættes en ny tid inden næste teoriaften.
Kan jeg følge et normalt teoriforløb hvis jeg er meget ordblind?
Ja sagtens, undervisningen her er baseret på dialog og forklarendeillustrationer samt lån af CD med prøver. En undervisningsform hvor alle bliver hørt.
